Thomas Danielsen
14. januar 2021 10:30
Sammenklippet her er fra et samråd, som daværende ordfører Dan Jørgensen (S) havde indkaldt til om »mindreårige som indkvarteres med deres voksne ægtefæller på de danske asylcentre«. Den gang var Socialdemokratiet meget bekymret for, om Inger Støjberg (V) gjorde nok. Og ja, det er altid nemt at være bagklog. Men kigger man tilbage, så kan vi konstatere, at der er sket fejl. Derfor skal vi i Folketinget nu beslutte, om der skal rejses en rigsretssag. Ministres fejl har oftest den konsekvens, at ministeren modtager en næse af en eller anden størrelse. Så er det derfra op til vælgerne, om det skal koste mere ved næste valg. Denne metode anvendes blandt andet i en erkendelse af, at en minister ofte er afhængig af embedsværkets talepapirer og de jurister, der ofte er inde over disse.
En undersøgelseskommission har i dette tilfælde vurderet sagen mod Inger for dens hændelsesforløb og har i den forbindelse valgt at vurdere, hvilke vidneudsagn de fandt anvendelige. Det betød, at man ikke vægtede Ingers, ministeriets departementschefs eller ministeriets afdelingschefs vidneudsagn. Undersøgelseskommissioner arbejder underlagt regler for ”undersøgelser”, og er derfor i sin fulde ret til at konkludere således. Rejses der en rigsretssag vil denne til gengæld skulle arbejde underlagt reglerne for en straffesag. Her er princippet, at du er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Anklagemyndigheden har bevisbyrden. Den skal bevise, at Inger bevidst eller groft uagtsomt har overtrådt reglerne. Hvis et forhold ikke kan bevises uden for enhver rimelig tvivl, vil det være Ingers forklaring, der bliver lagt til grund.
Undersøgelseskommissionen konkluderer, at Inger ikke har givet nogen instruks om adskillelse af asylpar. Men samtidigt konkluderer kommissionen, at Inger i kraft af sine politiske ytringer har givet en indirekte instruks, og at det burde have stået Inger klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive administreret uden undtagelser efter denne. Den konklusion kan man sagtens drage efter princippet om undersøgelseskommissioner, hvor man ikke skal bevise, hvordan den, man undersøger, har udført instruksen. Men ved en rigsretssag er man som sagt uskyldig, hvis det ikke kan bevises uden for enhver rimelig tvivl, hvorfor kommissionens formuleringer som »det burde have stået klart,« og at der var en »nærlæggende risiko,« ikke er udsagn, der fuldstændigt afviser, at der netop kunne være tvivl.
Både ministeriets departementschef og ministeriets afdelingschef, som var Ingers nærmeste medarbejdere, har forklaret undersøgelseskommissionen, at der af afdelingschefen skete en telefonisk instruks om adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig, og at der skulle ske en individuel vurdering – altså jf. loven. Modtageren af instruksen mener omvendt ikke, at det blev oplyst, at der skulle ske en individuel vurdering – altså derved ulovligt. Her skal man så i en straffesag/rigsretssag igen bevise uden for enhver rimelig tvivl, hvem der har ret, og uden for enhver rimelig tvivl belaste Inger i den telefonsamtale. Det er der i undersøgelseskommissionen ikke noget, der gør, hvorfor det efter min mening vil være Ingers forklaring, der skal lægges til grund.
Det er hovedårsagen til, at jeg stemmer imod en rigsretssag.
Dernæst anlægger man ikke en rigsretssag, for at blive ”renset” eller fordi nogen mener, at Inger ikke ”angrer” nok, fordi man ikke kan fratage hende en ministerpost eller andet. Der skal være en altovervejende sandsynlighed for domfældelse. Og i min optik taler vi ikke om, at en mindre bøde kan retfærdiggøre, at man lægger beslag på 15 højesteretsdommere, 15 bedsteborgere plus diverse advokater i så lang tid.
Jeg håber, at alle Folketingsmedlemmer med respekt for hinanden vil stemme om rigsretsspørgsmålet efter deres egen overbevisning.
Jeg har gjort min stemme op.
